Det var mørkt.
Så mørkt som det kunne blive noget sted i verden. Det var nat i ørkenen.
På den højestliggende, bløde krumning af en vældig sanddyne sad
åndeskikkelserne i sluttet kreds, med ansigterne vendt imod hinanden.
Mist lod blikket løbe horisonten rundt, mens han indsnusede ørkenens
dufte. Derpå så han hver enkelt ind i øjnene, gav sig god tid, før han
talte.
"Vi er omtrent fuldtallige," sagde han.
"Også kun omtrent, vi mangler stadig Deer," bemærkede Hara tørt.
"Og Gro ..." tilføjede Gross med buldrende røst.
"Og vi mangler Tumor, tænkte de, men ingen af dem nævnte det med ord.
Den gamle henfaldt i tanker, og sådan sad de længe, en tavs lille
åndeskare, mens månen vandrede over himlen. Hvor længe de sad der, var
der ingen der hæftede sig ved, for tiden i sig selv betød intet for
dem, eller havde ikke gjort det - før Tumor blev en del af deres
verden. Han havde blot eksisteret, en dag for ikke længe siden.
Pludselig fandtes han der, i åndeverdenen, uden at nogen havde kendt
til ham inden da. Men de havde accepteret det, sådan som de ville
acceptere, at endnu en ny ånd viste sig for dem en dag. Således var det
i deres verden. Ikke alle ånder havde eksisteret siden tidernes morgen.
Liv og Erd var iblandt de ældste. Mist var endnu ældre. Deer og Gro var
blandt de yngste. Og nu var de forsvundet.
Snart begynder dagen på dette sted." Ocean brød sig ikke om ørkenen og
ville gerne afsted. Han sad med en arm støttende på sin broder Foss'
skuldre. Foss, der var blevet så indesluttet og dyster. Mist hævede
hånden med et sæt og manede ham til tavshed. Samtidig stirrede han med
stive øjne bort over sandbjergene, i retning af en ludende skikkelse
der kom gående imod dem. De vendte alle hovederne og fulgte retningen
af hans blik. Et velkendt og dog fremmed væsen kom imod dem, klædt i
åndeskikkelse. Der var noget yndefuldt over den der kom, noget de
genkendte. Og dog virkede hun fremmed. Først genkendte de hende ikke.
Men langsomt gik det op for dem, at det var Gro. Hun var en skygge af
sig selv. Den kriblende, intense udladning af indre energier, der var
så ubrydeligt forbundet med deres opfattelse af netop hende, var
forsvundet. Hendes arme hang slapt ned langs siderne, og hun så ikke
frem for sig og hilste dem ikke. Hun vedblev med at stirre fortabt ned
på sine egne slæbende fødder, mens hun gik. De blev siddende stumme og
afventende, Regnbuekrigerne. Uden at mæle en lyd kom hun til dem,
indtog sin plads i kredsen og søgte ind i sig selv, som ville hun
beskytte sig selv imod dem. Ocean, hendes store broder, lænede sig frem
imod hende, rakte sin næve ind over Lue og berørte let hendes skulder.
"Hvad er det for tanker, der formørker dit sind?" spurgte han
forsigtigt. Hun rystede langsomt på hovedet til svar, uden at fjerne
blikket fra sandet hvorpå hun sad.
Erd ville tiltale hende, men Mist kom ham i forkøbet. "Nu er vi
sammen," sagde den gamle blidt. "Det er derigennem vi magter at
fremmane de skabende kræfter - igennem vort fællesskab og vor gensidige
respekt for hverandre."
De nikkede alle, som en påskønnelse af hans ord. Kun Gro blev siddende
som en fremmed iblandt dem. De var så opmærksomme på hende, at intet
andet i verden i dette øjeblik ville kunne distrahere dem. Men de
ventede og lod den gamle afgøre, hvornår tiden var inde. De havde
oplevet det en gang før, da Foss var blevet bragt til dem af sin
broder, Ocean.
"Lad os vise vor søster, Ånden i Junglen, vor respekt," sagde Ånden i
Skyerne.
"Lad os det," hviskede de.
De lukkede øjnene og nærmede sig hende i tanken. De studerede hende
varsomt og gjorde hende opmærksom på deres nærhed, deltagelse og
respekt. De var afhængige af hende, som hun af dem. Dette lod de hende
se. Ganske langsomt faldt hun til ro og lod sine bekymringer vige. Men
de magtede ikke at få dem til at forsvinde. Først da trak de sig
tilbage til deres åndeskikkelser og lod hende i fred. Den var så fin
som det spinkleste og skrøbeligste i verden, denne balance mellem
ånderne. Senere, da de havde fået seancen lidt på afstand, bragte Liv
det på bane, som de alle havde i tankerne.
"Der er sket meget, siden vi vendte tilbage hertil," begyndte hun.
"Sådan som verden forandres, sådan forandres også vi." De kiggede tavse
på hende, men det var tydeligt, at de var enige. Hun havde siddet og
betragtet Gro, mens hun talte. Hun følte en dyb bekymring ved det hun
så. Når hun flyttede blikket til Foss, fik hun den samme følelse.
"Jeg er ikke forandret," fastslog Hara. "Jeg vil altid være den samme."
"Jeg er forandret," erkendte Foss. "Jeg har ikke længere den samme
styrke som før - ej heller den samme glæde ved at skabe det, jeg
skaber."
"Jeg har forandret mig," hviskede Gro. "Jeg har lært det at kende, som
formørker mit sind og berøver mig min glæde."
De iagttog hendes ludende skuldre og bøjede hoved, mens hun talte.
"Jeg har ikke forandret mig," gentog Hara. "Jeg er stadig den samme og
finder den samme glæde ved at skabe."
"Skabe hvad?" spurgte Gro med opgivelse i stemmen. Han ville til at
svare, men kunne ikke finde ord. De så på ham fra alle sider - så ind i
åndeøjnene der intet afspejlede; intet andet end tomheden, stilheden og
intetheden i de ørkener, hvis sjæl han var.
En enlig skikkelse dukkede op i det fjerne. Skønt det var en
åndeskikkelse som dem, nærmede den sig deres fællesskab, som en fremmed
ville gøre det. De følte tydeligt, hvorledes den fremmedes sind var
spaltet af indre strid - følelser hvoriblandt nogle for dem var ukendte.
Gro løftede hovedet i et ryk og stirrede frem for sig med blanke øjne.
De læste i hendes ansigt den samme grænseløse rædsel, som de for ikke
længe siden havde set i Foss'. De kaldte det rædsel, for en betegnelse
skulle det have, dette de endnu ikke til fulde forstod.
Det var Tumor.
Han bevægede sig sidelæns hen imod dem, nærmest som en krabbe. Hele
tiden smilede han forlegent, som var han usikker på, hvordan de ville
modtage ham. Da han nåede frem, vandrede han rundt langs deres sluttede
kreds. Det var tydeligt, at han søgte en plads iblandt dem, uden at
ville ydmyge sig selv ved at bede om den. Mens han iagttog dem, missede
han anspændt med øjnene. Først da hans blik mødte Gro's, blegnede det
usikre smil og forvandledes til en stivnet maske. Men også dette
overvandt han.
"Sæt dig her ved min side," udbrød Hara og rykkede sig lidt for at give
ham plads. Tumor nikkede lettet og slog sig ned. Endnu en gang slog den
skår i deres fred, Gro's grænseløse angst. Åndeøjnene vandrede
skiftevis fra Gro til Tumor, mens de tænkte og prøvede at forstå. De
sad således i en rundkreds med ansigterne vendt imod hinanden, da solen
steg op over ørkenen.
Derfra hvor de sad, havde de vid udsigt over det omkringliggende
landskab. Støjen fra tusinder af fødder, der slæbte sig gennem sandet,
nåede op til dem på klitten. De mistede koncentrationen et øjeblik,
mens de betragtede det sceneri, der udspillede sig for deres øjne. De
stirrede nysgerrigt på menneskebørnene, der vandrede frem gennem
ørkenen. De lagde mærke til frygten i nogles øjne, frygtløsheden i
andres. Nogle havde bidt munden sammen, så læberne blot dannede en smal
streg under de små næser, andre - de frygtsomme - havde munden let
åben, som forberedte de et skrig. Et skrig de ikke turde sætte fri.
Råbene fra de voksne, der gennede dem frem, flængede gennem luften.
Mens alt dette skete sad Tumor uroligt og fulgte det. Noget fortalte
dem, at han ikke ønskede at overvære det, ligesom han heller ikke
ønskede, at de skulle gøre det. Men stadig havde ingen af dem nogen idé
om, hvad der var ved at ske.
"Hvad skal der ske?" spurgte Erd langsomt. ,,Måske du kunne fortælle os
det, broder Tumor?"
Tumors øjne flakkede fra den ene til den anden, derpå ned over
børneskaren, for derefter at vende tilbage til åndeskikkelserne igen.
"Det ... det er børn," stammede Tumor lavmælt.
"Det kan jeg se," konstaterede Erd.
Tumor sukkede tungt. Som et menneske der er trængt op i en krog og
netop skal til at delagtiggøre andre i en grufuld sandhed, det havde
håbet kunne forblive en hemmelighed.
"De skal i krig," hviskede han så. Børnene fortsatte deres vandring
frem imod sølvstregen i det fjerne - stregen der var havet, der hvor
ørkenen hørte op. De knugede alle hånden omkring den nøgle, de havde
hængende i en tynd lædertråd om halsen.
"Hvad er krig?" spurgte Gross.
Der var stille, mens Tumor tænkte. Foss og Gro betragtede ham ud ad
øjenkrogen. I deres øjne brændte den frygt, som de netop havde set i
børnenes øjne for foden af klitten.
"Jeg havde en drøm," hviskede Tumor og betragtede sine hænder med et
drømmende blik.
"Om krig?" spurgte Hara hårdt.
Tumor rystede på hovedet. Han udstrålede en indre desperation. Han
knyttede hånden, hævede den i luften foran sig og betragtede tankefuldt
sandet, der dryssede bort mellem fingrene. "En smuk drøm," hviskede
han.
"En drøm om Sheer."
De ville gerne høre ham fortælle om drømmen. Derfor sad de urørlige for
ikke at distrahere ham. Tumor havde trukket sig helt ind i sig selv.
Det virkede som talte han mere til sig selv end til dem. Hos ham så de
igen noget de ikke kendte, men vidste de var tvunget til at lære at
kende, hvis de ville forstå Ånden i Menneskene. De mærkede sig også
hans sinds trængsler, for de afsløredes i de små trækninger i hans
ansigt og i hans flakkende øjne. Imens de ventede på Tumors beretning
gled børnene forbi i tusindvis - som skygger i en drømmeverden,
nedenfor klitten.
"Jeg drømte ..." Tumor standsede. Et mat smil gled over hans ansigt. De
smilede usikkert for at opmuntre ham til at fortsætte.
"Jeg drømte, at jeg var omgivet af vand." Han vendte sin opmærksomhed
mod Ånden i havet. "Jeg drømte, at jeg levede i dig, Ocean. Du var min
verden, og alt hvad jeg kunne opfatte var betinget af netop det. Jeg
..."
En metallisk skratten brød stilheden. Små skyer af oppisket sand stod i
lange rækker, som fontæner i solen mellem børnene. De fortsatte fremad
midt i heden og frygten. Tumor, der var blevet afbrudt midt i en
sætning, sad som naglet til stedet og stirrede derned, med åben mund og
vidt opspilede øjne. Åndekrigerne fulgte retningen af hans blik, for
overraskede til at tale.
De forreste rækker af små, solbrune kroppe faldt forover og blev
liggende. De sank sammen uden lyd, mens ånderne i deres legemer blev
fri og steg mod himlen. Og disse ånder var som genspejlinger af Tumor,
der sad foran dem på klitten. De hørte børnenes råb og hørte dem
alligevel ikke. Tumor hørte dem tydeligt og hamrede med pludselig vrede
sine knyttede næver ned i sandet.
"Det er slet ikke sådan, som I tror!" udbrød han heftigt og kiggede
anklagende på dem.
"Hvad tror vi da, broder Tumor?" hviskede Ånden i Skyerne. Blodet, der
farvede sandet under de lemlæstede kroppe, størknede til en hård skorpe
i den glødende sol.
"Det ..." Tumor skjulte ansigtet i sine hænder, mens han trak vejret i
hæse stød som mennesker gjorde, når de var ulykkelige. De lod ham sidde
lidt i fred, før de henvendte sig til ham igen.
"Du kunne måske fortælle os, hvorfor menneskene dræber deres egne
børn?" spurgte Lue.
Tumor rystede på hovedet uden at fjerne hænderne fra ansigtet. De
ventede, mens fontænerne trak deres spor på kryds og tværs over
ørkenen, og kroppene vedblev med at segne til jorden. Følelserne
stredes med ubændig vildskab i Tumors indre, men de gav ham den tid,
der var nødvendig. Da solen nærmede sig horisontens gyldenrøde linie,
var han faldet lidt til ro.
Ørkenen var oversået med lig. Fælles for dem alle var, at de små,
blodige hænder stadig knugede om nøglerne i lædersnorene. Den hårde,
metalliske skratten var døet hen.
"Du havde haft en drøm?" forsøgte Mist.
Tumor lod langsomt hænderne synke og rettede sig op. De trak sig
uvilkårligt lidt tilbage, da hans blik mødte deres. Atter blev de mødt
af hans vrede; denne ubændige, altudslettende vrede der boede et sted i
hans sind og var så særegen for ham. Og fordi de ikke forstod den,
vidste de ikke, hvordan de skulle reagere. Men uvilkårligt følte de den
samme frygt, som Gro og Foss tidligere havde følt.
"I ser på mig med spot i Jeres øjne!" Han råbte det så højt han kunne.
Og dog kunne kun de høre ham. "I tillader Jer at se ned på mig på trods
af, at jeg er Ånden i Menneskene - og derfor har krav på respekt!"
Først truede han ad dem med næverne. Så ændredes udtrykket i hans øjne
til mistro. "I har måske fundet sammen i erkendelse af det enestående,
som netop jeg repræsenterer?" Han nærmere hvæsede ordene frem, end
hviskede dem.
"Engang troede jeg, at det ville vare evigt," sagde Gro, der nu talte
for første gang, siden hun var kommet. Tumor vendte hovedet med et ryk,
og stirrede på hende. Hun vendte ansigtet bort fra ham, og betragtede
de øvrige.
"At hvad ville vare evigt?" spurgte Mist udglattende.
"Alt dette," svarede Gro og lod hånden beskrive en bue gennem luften.
"Denne verden." Hun vendte sig imod Tumor og fastholdt ham med øjnene.
"Engang for meget længe siden," hviskede hun koldt og mindede ham om,
at der havde fandtes en verden, før menneskene kom til. Tumor sank
langsomt sammen. De anspændte skuldre sænkede sig, og vreden i hans
øjne aftog, mens han trak sig ind i sit eget sinds krinklede,
beskyttende kroge.
"Du havde en drøm." Mist lænede sig frem imod Tumor og kaldte ham
tilbage iblandt dem.
"En drøm ..." hviskede Tumor hæst. "Ja, jeg havde en drøm." Han sad
lidt og tænkte, hvorefter han uden videre indledning påbegyndte sin
fortælling. "Jeg drømte, at jeg levede i dig, Ocean. Du var hele min
verden, og alle de indtryk jeg fik og var i stand til at opfatte, var
betinget af det." Han rystede langsomt på hovedet. "Det var en underlig
drøm, men på samme tid var den meget smuk."
Gro lod blikket vandre ned over børnenes lig, der kastede lange skygger
over klitterne i aftensolens sidste stråler.
"Jeg trængte gennem havet og fandt, at det var et boblende væld af
farver og lyde. Det gik langsomt op for mig, at jeg var indespærret i
en krop, en jordisk krop. Da jeg ikke havde nogen erfaring med det, gik
det først senere op for mig, at jeg var en hval."
De lænede sig frem og stirrede undersøgende på ham. De vidste, at han
omtalte det, de var kommet for at søge efter. Han talte om Deer.
"Der var noget tungt og stort over hele min fremtoning. Jeg kunne
stadig tænke mine egne tanker, men jeg kunne ikke gøre brug af dem i
min drømmekrop. Selv ting jeg forstod, måtte jeg lade som om jeg ikke
forstod - fordi jeg kun var en hval."
"Kun ..." hviskede Gro for sig selv.
De så iveren i hans øjne, da han lod blikket flakke kredsen rundt. Da
de nikkede opmuntrende, fortsatte han. "En kaldende stemme nåede mig
gennem vandet. Jeg var på en gang både overrasket og ikke overrasket
over at opdage, at jeg forstod den. Jeg besvarede oven i købet den
fjerne kalden og søgte imod det sted, hvorfra den kom. Det betog mig,
at noget kunne have så mægtig en krop - og leve. Men ..." Han løftede
hånden op foran sig og betragtede sine egne udspilede fingre. "Men det
der overraskede mig mest var de følelser der havde bemægtiget sig mit
sind."
"Kan du beskrive de følelser?" spurgte Mist stille.
Tumor kiggede op, som vågnede han af en drøm. Hans læber krusedes af et
vemodigt smil. "Kærlighed," hviskede han. "Den ... jeg følte en dyb og
inderlig kærlighed til livet og de væsener, der omgav mig og var en del
af min verden. Og jeg havde fred i min sjæl." Han trak vejret tungt.
"En indre fred hvis mage jeg aldrig tidligere havde kendt til
eksistensen af. Kun disse to ting havde bemægtiget sig mit væsen, og
forlod mig først meget senere." Han gik langsomt i stå. Hånden med de
udspilede fingre lukkede sig som i krampe. "Blot kærlighed ..."
"Blot?" mumlede Mist spørgende. Nu var han overbevist om, at Tumor
havde truffet Deer.
Tumor rystede på hovedet. "Nej, ikke blot - det var forkert af mig at
sige, jeg mente det ikke helt sådan." Han nikkede for sig selv og
fortsatte. "Jeg traf hende i farvandet ud for et stræde, der løb gennem
en gruppe små øer." Han lo stille for sig selv. "Hun havde gemt sig
derinde og kaldte igennem larmen fra brændingen, hvilket selvfølgelig
forvirrede mig." Han stirrede på Mist og forklarede. "Selv om jeg
inderst inde, dybt i mit åndevæsen forstod, at hun handlede som hun
gjorde - så kunne jeg ikke anvende den viden, fordi jeg var en hval.
Jeg var nødt til at lære det og opfatte det sådan som en hval opfatter
det, der foregår omkring den." Han smilede igen og fik et drømmende
blik i øjnene. "Men det lykkedes, og jeg traf hende."
De nikkede for at få ham til at fortsætte sin beretning. Den ledte dem
ind imod det energifelt der fandtes i selve sjælen af Ånden i
Mennesket. Og imod alt det, de så gerne ville lære at forstå.
"Hun var smuk," sukkede Tumor. "En enestående skabning sammen med hvem
selve livet blev en smuk drøm. Vi parrede os længere ude i havet, der
hvor havstrømmene mødtes og skabte et center af kraft." Tumor lagde
nakken tilbage og kiggede imod stjernerne. "Hun ... vi fik en unge. Den
kæmpede for at leve. Vi måtte hjælpe den op til overfladen, så den
kunne ånde." Han sukkede højt. "Nu bagefter kan jeg se, at vi ikke
kunne tillade os at begrænse vores verden til kun at rumme disse to
ting.
"Hvilke to ting?" spurgte Gross.
"Kærligheden og sindets fred," hviskede Tumor.
De sendte hinanden stjålne blikke.
"Endte drømmen der?" Liv havde lænet sig frem imod ham.
Tumor vendte sig imod hende og kneb øjnene sammen. Efter en lille pause
rystede han langsomt på hovedet.
"Hvordan endte den da?"
Tumor sendte et fejende blik ned over klitten, imod børnenes lig der
dækkede ørkenen. "Vi levede af ting, der var for små til at vi kunne se
dem. En mærkelig erindring. Vi åbnede blot gabene og fyldte os med det,
uden at vide hvad det var eller hvorfra det kom. Vi skænkede det aldrig
en tanke."
"Hvordan endte din drøm?" brød Ocean ind.
Tumor syntes at gennemgå en forandring. Det var så tydeligt, at den,
han havde givet dem indtryk af at være, nu forvandlede sig til en
anden. Det gik langsomt op for dem, at Ånden i Mennesket ikke var een,
men mange sammensatte sjæle - og at disse sjæle var meget forskellige
fra hverandre. Han udstrålede en bitterhed nu, en bitterhed der end
ikke havde været et strejf af for blot et øjeblik siden.
"Vi kendte jo alle de lyde der fandtes," begyndte Tumor. "Nu undrer det
mig, men vi studsede ikke over de lyde, der kom imod os gennem vandet,
fra et sted langt borte i det fjerne." Hans underlæbe dirrede ganske
let. "Vi kendte ikke til frygt eller grusomhed. Vi kunne ikke værge os
imod noget, vi ikke kendte eksistensen af." Han så mest af alt ud, som
om han ikke ønskede at fortsætte. Og dog var der noget, der fik ham til
at gå videre med sin fortælling.
"Vi dykkede og åd. Ungen fulgte os på større og større dybder. Den
voksede fantastisk hurtigt. En dag så jeg den æde selv og forstod da,
at den ikke længere diede Sheer."
"Var det Sheer - Hunhvalen?" spurgte Wind.