Djin
Genudgivet af Lindhardt & Ringhof / Saga i vinteren 2017 - 2018
e-bog, paperback og lydbog
Lektørudtalelse
fra
Indbindingscentralen (88/27) 672 591 0,
Claus Bork: Djin - 143 sider.
Angicore bliver kejser i Dynadan, da hans fader bliver dræbt.
For at genvinde magten over sit rige sætter Angicore Djin,
krigens sjæl, fri fra Ibenholtklippen, og Djin raser nu gennem
landene og smitter alle med sit vanvid. Angicore møder kvinden
Miran og lærer kærligheden og dens styrke at kende, og det
giver ham kræfter til at afslå tilbud om stor magt og evigt
liv. Med troldmanden Skillions hjælp dræber han den onde
troldmand Djihba, og Djin bliver til evig tid engageret i en kamp mod
sit eget spejlbillede, som Djihba har skabt. Forfatteren, som tidligere
har skrevet andre fantasy/science fiction bøger for børn,
har her beskæftiget sig med den evige kamp mellem godt og ondt.
Bogen er pænt trykt og har et spændende sort omslag med
sølvbogstaver og et flammende øje bagpå. Sproget er
yderst malerisk og indeholder megen dialog. Handlingen er
sammenhængende og dramatisk, men det blomstrende sprog og de
mange nye ord og begreber gør, at bogen kræver en god
læser. Den er især velegnet til oplæsning for de
10-13 årige, men kan også selvlæses, fra 11-12
år.
Susanne Thøfner
Lektørudtalelse fra
Indbindingscentralen (88/27) 672 591 0,
Claus Bork: Djin - Lina - 143 sider. Lix 36 (M1 13,9
+ Lo 22,0)
Forfatteren, der tidligere på samme forlag er udkommet med
bl.a Sorte Sigurd og Bølgernes Børn (1987), er nu i samme
genre barslet med Djin. Genren, der er kendetegnet ved elementer fra
både eventyret og myten, er bedst kendt fra Sværd- og
Trolddomserien, der sammen med anden oversat litteratur nu i flere
år har været stærkt efterspurgt på
skolebiblioteket. I dette danske bud på stilarten hører vi
om kampen mellem det gode og det onde - personificeret i Angicore og
Miran, den unge Jaranakejser og dennes elskede, hvor disse står
for det gode. For det onde - Djihba og Djin - repræsenterende det
ondes skaberkraft og døden. Forfatteren har i en stilistisk
ganske sikker form fået fortalt en spændende historie i et
letflydende og meget billedrigt sprog. Men netop de meget abstrakte
sproglige billeder gør bogen svær. Eks: “Han så sig
selv som en klar, blafrende flamme i evighedens spejl, i øjnenes
dyb. Tiden betragtede ham indgående, før han tonede bort.”
Jeg tror mest på den som oplæsningsbog fra 5. klasse - men
den vil også kunne selvlæses fra 6.-7. klasse. God for- og
bagsideillustration.
Mogens Bille. (S)
© Claus Bork, all rights reserved.