Dragens Rige
Genudgivet af Lindhardt & Ringhof / Saga i vinteren 2017 - 2018
e-bog, paperback og lydbog
Tredje bind i serien om ravnen Sorte Sigurd fra Eventyrland
Lektørudtalelse fra
Indbindingscentralen (89/48) 695 794 3.
Claus Bork: Dragens Rige
- Forlaget Sorte Sigurd - 104
sider.
Claus Bork’s 3. bog om Jesper Aksel Bergmann fra Holte, ravnen Sorte
Sigurd, alle eventyrfigurerne, Merlin og Sir Gawain, kongen af
Rosenhaven, Dworf, Sir Lanselot, Kong Lejon for ikke at glemme Henrik
også fra Holte og de frygtelige drager. Mange nævnt og
nogen udeladt, men ingen skal komme og sige, at der ikke er smæk
for skillingen, når Claus Bork endnu en gang med humor og galskab
sender Jesper ud i et forrygende eventyr. Men der er alvor midt i
humoren og formål med galskaben, for hvorfor sejrer Jesper - med
hjælp fra alle sine venner af eventyrlig og menneskelig art -
over dragerne, som ikke engang inderst inde rummer noget godt? Fordi
han rummer evnen til at søge og finde kærligheden, at
vinde andres hjerter og få dem til at kæmpe for sig, for
det han er. Det er et menneskeligt og godt budskab at ville formidle
på 104 sider, og Claus Bork gør det stort set
overbevisende i denne lille humoristiske roman for børn mellem 9
og 12 år. Han skriver spændende i en frisk stil, der dog
nogle steder kunne have været mere flydende. For nybegyndere i
den fantastiske genre. Kendskab til de to øvrige bind i serien
en fordel men ingen nødvendighed. Tegnet omslag i farver af den
ældste, fæleste drage, pænt og rigtigt uden
særlig dynamik.
Karin Bodenhoff.
Lektørudtalelse fra
Indbindingscentralen (89/48) 695 794 3.
Claus Bork: Dragens Rige
- Forlaget Sorte Sigurd - 104
sider.
Jesper Aksel Bergmann fra Holte begiver sig endnu engang ind i
eventyrets rige og møder gamle bekendte som ravnen Sorte Sigurd,
Kongen af Rosenhaven, dværgen Dworf og troldmanden Merlin. Det
hele begynder, da Zola, en stor fræk dreng, lokker Jesper
væk fra skolen for at tage ham med til Khanpur: Landet bag
dragernes list! Hurtigt viser det sig, at Zola er en forklædt
drage, der har til opgave at fange en dreng, der endnu ikke er fyldt 12
år, så den grusomme Kartzan kan få lavet sin 700
år gamle trylleeliksir færdig. Men til alt held for Jesper
har han en god ven, der hedder Henrik. Som Claus Bork’s tidligere
bøger - som den her foreliggende iøvrigt kan læses
uafhængigt af - er der spænding og action, humor og latter
i en pragtfuld blanding. Et aldrig svigtende handlingsforløb og
fine personskildringer blandet med tankevækkende betragtninger
over forholdet barn-voksen og over sandt venskab går op i en
højere enhed. Det er pokkers godt gjort! I 4. - 6. klasse er det
en oplagt oplæsningsbog, men de, der vælger at læse
den alene får om muligt en endnu bedre oplevelse. Forfatteren har
denne gang valgt at illustrere omslaget, det var måske ikke
så god en ide: Den afbildede drage er frygtindgydende nok, men
illustrationen er for stereotyp til bogens indhold.
Hans Pedersen. (S)
© Claus Bork, all rights reserved.